Surf- & sejladslinien er for dig, der har lyst til at boltre dig på vandet - i en båd eller på et surfbræt.
Det er ikke noget krav, at du kan surfe eller sejle, men du skal have lyst til at ville begge dele.
Hvad enten du er nybegynder eller rutineret, så sætter vi alle sejl til, så du netop bliver udfordret på dit niveau.
Vores undervisning i sejlads er en kombination af kapsejlads og tursejlads, mens surfundervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes interesse og niveau.
Vi har kølbåde af typen 606 og Drabant 22 og vi har surfudstyr til alle niveauer.
Du må gerne medbringe eget udstyr.
Om vinteren og når det ikke er vejr til at være på vandet arbejder vi med duelighedsbevis, som er kørekortet til sejlads.
Arbejdet med duelighedsbeviset afsluttes med en praktisk og mundtlig eksamen, hvor der kommer en ekstern censor.
Vi sørger selvfølgelig for, at vi selv er i god form hen over vinteren, så udendørs fysisk aktivitet er også en del af vinterskemaet.
Vi surfer og sejler selvfølgelig alt det vi har mulighed for i fritiden, men kun i særlige tilfælde om vinteren.
Ved skoleårets slutning har vi en uges sejlads/surf på Limfjorden.