Efterskoleår med Kajakpolo på Venø Efterskole
Kajakpolo er groft forklaret en mellemting mellem vandpolo og basketball – med en kajak i midten! Kajakpolo er solodisciplinens intense holdsport, det er både en seriøs idrætsgren med landshold og danmarksmesterskaber og en leg fuld af sjov og ballade.
Ifølge den officielle beskrivelse spilles Kajakpolo ”…i specielle korte kajakker. Banen er 23 x 35 meter. På de korte sider af banen befinder sig på hver side, i to meters højde, et 1 x 1,5 meter stort mål. Hvert hold består af fem spillere på banen og boldene er specielle vandpolobolde, der må kastes med hånden eller pagajen”.
At spille kajakpolo er egentlig ret så meget som beskrivelsen lyder: Lidt mærkeligt, en smule svært og meget, meget sjovt.
Før kampens start ligger alle kajakker og duver lurende på baglinjen. Så lyder startfløjtet, bolden kastes ind på banens midte og med ét er alt i vild bevægelse, pagajerne går som møllevinger i storm, vandet piskes til skum, kajakkerne næsten stejler; alle spurter som gale for at komme først ind og få fat i bolden. Så er vi i gang!
Der er fuld fart på i kajakpolo, også i undervisningen, hvor vi både træner de mange specielle færdigheder, balance og bevægelighed i kajakken, støtte- og træktag med pagajen, forskellige gribe- og kasteteknikker og selvfølgelig de taktiske overvejelser i det færdige spil.
Vi spiller enten i vandet ved havnen eller ud for vores egen strand på østkysten; hvor end der er stille vand, og da øen er så smal og efterskolen ligger lige i midten, er der heldigvis altid kort til læsiden, så vi hurtigt kan få kajakkerne i vandet og fyre den af.