Efterskoleår med Forfatterlinje
Slip ordene løs, del din skriveglæde med andre og få udgivet din egen bog på Venø Efterskoles forlag.
På Forfatterlinjen på Venø Efterskole får du et helt efterskoleår, hvor du kan fordybe dig i kreativ skrivning sammen med andre unge, der også elsker ord, historier og fortællinger.
Du kommer til at udforske mange forskellige genrer, blandt andet noveller, digte, kortprosa, sangtekster og dramatik. Vi arbejder intensivt med kreativ skrivning, sproglig bevidsthed og med at give og modtage konstruktiv feedback.
Og så har Forfatterlinjen noget helt særligt: Du er med til at udgive en rigtig, trykt bog på Venø Efterskoles eget forlag. Du oplever hele den professionelle udgivelsesproces fra den første idé og manuskriptet til layout, tryk og den færdige bog. Til sidst står du med din egen fysiske bog i hånden.
Ord i livet, liv i ordet
På Venø Efterskoles Forfatterlinje tager vi udgangspunkt i din drøm om at skrive, din lyst til at fortælle og dit ønske om at give ordene liv.
Gennem skriveøvelser, vejledning og feedback udvikler du din personlige skrivestil og bliver mere bevidst om sproget og kunsten at skrive klart, præcist og levende.
Vi skriver om det nære og det fjerne, om stort og småt, om det, der rører sig i dig og i verden omkring dig. Nogle gange tager vi udgangspunkt i virkeligheden, andre gange skaber vi helt nye verdener.
Du får mulighed for at prøve forskellige genrer, stilarter og tekstformater. Vi læser vores egne tekster og bruger også værker af kendte forfattere som inspiration.
Vores tilgang til kreativ skrivning er nysgerrig og eksperimenterende. Forfatterlokalet er vores laboratorium, hvor vi prøver os frem, leger med sproget og undersøger, hvad en tekst kan.
Samtidig skaber vi et trygt skrivefællesskab, hvor der er plads til at dele både idéer og færdige tekster. Du lærer at give og modtage ærlig og konstruktiv feedback, for det at skrive handler også om at tale om det skrevne.
Udgiv din egen bog
Et af årets helt store projekter på Forfatterlinjen er arbejdet med din egen bog.
Du bestemmer selv, hvad den skal være. Måske vil du skabe et stort fantasy-univers, skrive en nervepirrende krimi eller samle dine digte. Måske bliver det noget helt andet. Genrer er til for at blive udforsket og fornyet.
Undervejs lærer du at udvikle en idé, arbejde med et større manuskript og skabe sammenhæng mellem teksterne i et samlet værk.
Du kommer igennem hele processen fra den første spirende idé og manuskriptudvikling til korrektur, opsætning og layout af omslaget. Bogen sættes op i samarbejde med en professionel grafiker, og vi besøger trykkeriet ved trykstart, så du kan opleve, hvordan manuskriptet bliver til en rigtig fysisk bog.
Bogen udgives på Venø Efterskoles eget forlag og bliver en officiel udgivelse. Det betyder, at du ikke kun får din egen bog med hjem. Den bliver også registreret og en del af den danske bogsamling.
Når bøgerne er færdige, fejrer vi selvfølgelig udgivelsen på Venø med reception for venner og familie, oplæsning og skåltaler.
Inspirationer hjemme og ude
På Venø behøver vi ikke gå langt for at finde inspiration.
Lige uden for døren ligger strande, enge, vindbøjede træer, Limfjorden og et rigt dyreliv. Naturen og øen forandrer sig gennem året og giver hele tiden nye steder, stemninger og historier at skrive om.
Indenfor mødes vi i forfatterlokalet Horisonten. Her er du sammen med andre unge, der også holder af at skrive og tale om tekster.
Vi udveksler idéer til overraskende plottwists, skarpe replikker og interessante karakterer. Vi vender ordene, arbejder med sætningerne og hjælper hinanden med at gøre teksterne endnu bedre.
Rejser med Forfatterlinjen
Rejser og ture er også en vigtig del af Forfatterlinjen. Linjerejsen går til Italien, hvor vi oplever byer, kulturer og miljøer, der gennem århundreder har inspireret forfattere, kunstnere og tænkere.
I Rom og Firenze arbejder vi med egne tekster, deltager i workshops og samler inspiration gennem mødet med mennesker, historie, arkitektur og hverdagsliv. Rejsen giver nye perspektiver og nyt materiale til både små og store fortællinger.
Hele Venø Efterskole tager desuden hvert år på skitur til Østrig, Norge eller Frankrig, hvor du kan vælge mellem snowboard og alpinski.
Valgfag ud over dit linjefag
Hver uge har du 2 moduler med valgfag, hvor du kan vælge emner fra linjefagene, eller prøve noget andet indenfor sport, sprog eller kreative fag.
Du skifter valgfag flere gange i løbet af året, så der er mulighed for at prøve flere forskellige ting.
Eksempler på valgfag, du kan møde, er blandt andet:
|
|